Det at miste sig selv...

Er jeg forkert?

Jeg går rundt med en følelse af, at jeg er forkert, siden jeg fik at vide, at jeg har en depression. Jeg er psysisk syg, men der er egentlig ikke nogen som kan sætte sig i mit sted. Jeg føler folk kigger mærkeligt på mig, når jeg fortæller at jeg er syg. For ja, der er “ingenting” galt med mig, udadtil. Det som rigtig mange mennesker ikke forstår, er alle de ting man går og kæmper med hver dag. Jeg er blevet mere asocial, jeg vil helst bare gerne være mig selv, jeg kan ikke overskue ret mange ting og jeg magter slet ikke skænderier, eller når ting ikke vil, som jeg vil. Jeg havde i forvejen ikke meget tålmodighed, men efter min brors død, har jeg også fundet ud af, at der er ting i livet, som kan være fuldstændig ligegyldige, og rigtig mange ting, som bare er for dumme at tænke over eller blive sur over. Herregud, ja, man har skænderier i et forhold, og ja man er uenig om mange ting med familie eller venner, men det er også det der er fantastisk hos os mennesker.  Vi har ikke alle de samme meninger og holdninger, og gudskelov for det, for så ville det sgu da være røvkedeligt at bo i dette samfund. Når man først har mærket et savn og har mistet en der er så tæt på, så kan det være skide ligemeget, at man mister en handske, eller mister en neglelak, for det er jo altså stadig en død ting, det er materielle ting, som man heldigvis kan købe igen. Man kan desværre ikke få de afdøde tilbage igen, men hvis man kunne, ville jeg for alt i verden ønske, at jeg kunne få min elskede bror tilbage!
Nå, men jeg kan ikke lade være med, at tænke om folk tænker, at jeg er en anden tosse der bare går og sumper rundt i min egen verden. Det er hårdt at være syg, det er hårdt at man ikke kun skal tænke over, alle de ting som flyver rundt i hovedet, men at man også skal bydes på dette tabu, som det åbenbart er, at være psykisk syg. Jeg er så ærgerlig over, at der ikke er ret mange mennesker, som kan eller vil sætte sig i vores sted. Det er sgu svært nok, at komme igennem det, men det ville da være nemmere, hvis man bare en gang imellem ikke blev mødt af de skæve blikke. Jeg er ikke én som søger medlidenhed, fordi jeg er syg. Jeg vil bare rigtig gerne have, at dem man møder tør at stille spørgsmål, at man ikke bliver mødt af disse mennesker som ikke tør at spørge, hvordan man har det. Jeg er en åben bog, jeg fortæller gladeligt omkring alt hvad der er sket, det kræver bare at man gider/tør spørge. Det er ikke pest jeg render rundt med, det er min egen kamp hver dag, det smitter ikke!
Jeg vil hellere, at folk spørger mig, i stedet for at der bliver lavet teorier eller historier. Gå til hovedet, ikke til røven!
Jeg kan godt selv nogle gange føle, at jeg er en belastning for samfundet, at jeg ikke burde være sygemeldt, for jeg er jo “rask”. Altså, på de gode dage. Jeg har stadig nedture, jeg har stadig angstanfald. Jeg kan ikke garantere, at jeg aldrig vil have en dårlig dag igen, men der bliver heldigvis færre og færre af dem!
Jeg ved jeg er en stærk person, og der nok skal komme en dag, hvor jeg føler mega overskud og kan se mig selv i fremtiden igen. Lige nu handler det om, at komme igennem det her, at glæde sig over fremtiden, alle de ting jeg gerne vil. At tage én dag ad gangen…
Jeg er tit ramt af en skyldfølelse, som kan gå flere år tilbage. Jeg har lyst til at undskylde for 117 ting, som måske er 10 år gamle. Men det er denne følelse af ikke at være god nok mere. Jeg har mange ting, som jeg ikke føler mig tilstrækkelig til. Det er svært at skulle blive ved med, at overbevise sig selv om, at det hele for fanden da nok skal gå. At Rom ikke blev bygget på én dag, man vil bare så gerne, at man snart kan finde noget ro og noget overskud. Jeg havde ingen idé om, at det rent faktisk var så hårdt at gå igennem det her, jeg går med en kæmpe sorg og afsavn og ovenikøbet er der så mange psykiske faktorer, som gør det svært at se sig ud af dagen i morgen. Jeg ønsker blot at være livsglad igen!

Det er ikke kun mig som har denne “sygdom”, det er faktisk hver 5. dansker, og jeg vil bide mig selv i næsen på, at det ikke kun er mig der føler sig forkert. Føler sig overset og føler at man er helt alene. Jeg vil så gerne kunne beskrive hvordan det er, men det er så svært, for oftest kan man ikke selv forklare, hvad det er der sker. Her kommer et svar på det:

“Hvad er depression

Lad os starte med at slå fast, at depression er en sygdom. De fleste af os bruger ind imellem vendingen ”Jeg er deprimeret”, hvis vi har en dag, hvor alting virker sort, men det betyder ikke, at vi har en depression. Det dårlige humør går som regel hurtigt over igen, og det gør det ikke, hvis man har en depression. Og den syge kan heller ikke bare ”tage sig sammen”.

Depression er en alvorlig lidelse. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) placerer depression på en fjerdeplads over de 10 sygdomme i verden, som giver anledning til det største tab af livskvalitet og leveår.

En depression kan vise sig på forskellige måder. Ifølge Poul Videbech føler nogle deprimerede sig kede af det eller er triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er som om, deres følelser er lammede. De er trætte og har umådeligt svært ved at tage sig sammen til noget som helst.

Ofte plages man af skyldfølelse og selvbebrejdelser over ikke at slå til eller over ting, man har gjort forkert på et tidligere tidspunkt. Nogle har svært ved at falde i søvn, eller også vågner de mange gange. Andre har en særdeles pinefuld indre uro, rastløshed og angst, som gør, at de ikke kan finde hvile.

Mange deprimerede får selvmordstanker, og det skal altid tages alvorligt, understreger Poul Videbech, der oplyser, at sundhedsmyndighederne skønner, at mellem 10 og 15 procent af de svært deprimerede begår selvmord, hvis ikke de får behandling. Ifølge Sundhedsstyrelsen tyder undersøgelser af selvmordsofre på, at omkring 60 procent var deprimerede.”

 

 

Jeg hedder Sisse. Jeg er 22 år gammel. Jeg mistede min bror til selvmord d. 26/9-2015. Jeg fik konstateret en depression Januar 2016. Det her det er mig, og jeg er stærk nok til at tage alle de kampe op, der kommer i livet. Jeg synes ikke det er tabu at have en depression, det er blot resultatet i at være for stærk, alt for længe! 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det at miste sig selv...