Det at miste….

Jeg har ikke før udtrykket mig klart, før i dag. Jeg tror ikke jeg kan skære det mere ud i pap, end det jeg kommer til. Spørgsmålet er, om I kan sætte Jer ind i det følelsesregister jeg lever i lige nu og om I vil kunne forstå det?

Jeg mistede min bror d. 26/9-15 til den anden side. Den side vi går og frygter for, at skulle opleve for tidligt, hver dag. Han tog selv valget om, at skulle forlade os. Han tog selv valget om, at tage herfra ALT for tidligt. Han havde kæmpet med nogle indre dæmoner alt for længe. Nogle han ikke kunne klare, nogle han ikke kunne overvinde. Jeg har altid set ham som den stærkeste af de 5 søskende vi er/var. Han var klippen for os alle, den som havde det samlede overblik. Han behøvede ikke at skulle se os hver dag, hver uge. Men han kunne hurtigt se, hvis vi havde brug for en snak, et kram eller bare en dårlig joke, som han var mesteren over. Han var den kærligste bror, han havde en kæmpe betydning for os alle i familien. Han var på mange måder, den som jeg kunne snakke om rigtig mange forskellige ting med, nogle alvorlige ting. Han afhjalp mig med et problem som var meget velkendt for ham, nemlig starten på en depression. Vi gik en dag en tur i skoven for 3 års tid siden, hvor vi snakkede om alt. han begyndte at spørge mig ind til rigtig mange ting, og inden jeg fik set mig om, brød jeg fuldstændig sammen. Han havde opdaget et problem hos mig, som ingen af de som jeg gik op og ned af til hverdag, havde kunnet se. Jeg havde det psykisk dårligt. Og selvom vi ikke havde set hinanden i noget tid, kunne han fornemme det på mig med det samme.
Derfor har jeg altid set ham som den stærke af os. Han kunne rumme sine egne problemer, men også hjælpe os andre med, at finde ud af, hvad vi skulle gøre.

Jeg vidste godt, at han ikke havde haft det godt, men når jeg så ham var der ingenting at mærke på ham. Han var altid glad, i godt humør og var den som altid brændte latterlige jokes af. Han kunne fortælle en masse gode historier. Han var så hyggelig, sjov og bare sig selv. Han har altid været den der har været skide ligeglad med, hvad andre mente og tænkte om ham.

I dag når jeg sidder her og læser det igennem som jeg har skrevet, kan jeg ikke helt se, hvem det er jeg egentlig skriver om. For jeg har en idé om, at han lige pludselig ringer, at han står her en dag. Jeg kan ikke tro, at han er væk. Der er sådan et tomrum indeni kroppen…