Det at miste....

Det at miste sig selv…

bb8763508902e6427511a174045e5757


Jeg har altid været en glad og smilende person. Jeg har altid kunnet grine uanset hvad. Jeg har altid været med på det værste, jeg har aldrig holdt mig tilbage med noget. Det har været mig, der har været den fjollede, den skøre og den der har kunnet få andre til at grine.
Nu er der ikke rigtig plads til det mere, for jeg har tabt mig selv. Jeg har tabt den person jeg var, igennem sorgen. I starten kunne jeg ikke genkende mig selv, jeg følte ikke jeg kunne tillade mig selv, at grine over noget, jeg havde mest af alt bare lyst til at sidde i et hjørne helt for mig selv. Og græde…
Jeg begyndte at miste livsglæden, begyndte at glemme, hvad jeg var lykkelig for, hvad der gjorde mig glad. Jeg følte ingenting, mange dage har jeg følt mig tom indeni, og har ikke kunnet sætte ord på noget som helst. Har haft lyst til at rejse et sted hen, hvor ingen kendte mig. Flygte fra virkeligheden. For virkeligheden stod og bankede på hver morgen jeg vågnede og jeg kunne næsten ikke klare presset mere. Hvad fanden gør man så, når det hele begynder at skride fra hinanden?
Man hanker op i sig selv, ser problemet i øjnene og gør noget ved det. Det var starten for mig i 2016. Tog til læge og fik konstateret, at jeg har en depression. Dét i sig selv, var en kæmpe mundfuld. Jeg var fattet da jeg gik derfra og ringede og fortalte det til min mor, der var ikke spor at mærke på mig. Min kæreste kom hjem og spurgte hvordan det gik hos lægen, da ordet depression kom ud af min mund, kollapsede det hele for mig. Dá kunne jeg pludselig høre, hvad jeg selv sagde. Jeg måtte undersøge, hvad en depression ville sige sig. Jeg googlede det… Shit..
Så var det ikke for sjovt det jeg havde oplevet med mig selv. Mærket, at jeg havde tabt mig selv fuldstændig. Jeg fik ringet til en psykolog og fik startet mit forløb op. Jeg kunne hurtigt se, hvad der tegnede sig af mønster. Ting fra fortiden, som jeg ikke har fået rodet bod på. Og min brors pludselige død oveni, havde fået mig ned i kuldkælderen. Hvad gør man lige…
Efter første gang ved psykologen følte jeg mig afslappet, det føltes som om der var faldet 10 kg fra mine skuldre. Nogle ting jeg har gået med alle de år, havde jeg pludselig fået ud. Det var befriende.
Jeg begyndte at indse, at jeg ikke kunne blive ved med, at leve i fortiden. Jeg kunne ikke blive ved med at kigge tilbage, jeg måtte kigge fremad nu. Jeg vil selv giftes og stifte en familie, så nytter det ingenting at hænge i fortiden og ønske, at man havde gjort eller sagt en masse ting, for sket er sket. Jeg har taget mange lange snakke med min søster og min kæreste om disse oplevelser og fundet ud af, at alt hvad jeg har kært, alt hvad jeg har omkring mig, er lige præcis den største grund til at finde sig selv. Der er ingen i min familie der fortjener, at se at der er endnu en der mister sig selv.
Jeg har altid været for god til at hjælpe andre før jeg har hjulpet mig selv. Sådan var det også efter min brors død og der måtte gå 4 måneder før jeg blev ramt af det første angstanfald, og virkelig kunne mærke, at der var noget rivravruskende galt. Jeg havde aldrig prøvet det før, så selve oplevelsen chokerede mig rigtig meget. Det er pisse ubehageligt for at være ærlig. Hele kroppen kører rundt, man kan ikke finde ud af noget som helst, man mister pusten og man stortuder. Jeg ved ikke om det var et lille kald fra min krop som sagde: Nu tager du dig sammen, det er dig det her handler om, ikke andre!.
Efterfølgende har jeg haft 3 angstanfald og jeg får dem gerne, hvis jeg ikke lige husker at passe på mig selv. Jeg kan mærke på mig selv, hvis jeg begynder at ‘fade’ lidt væk, hvis jeg bliver lidt fjern, så ved jeg, at jeg skal lave noget andet. Det er stadig ikke nemt og jeg har ikke helt fundet mig selv endnu. Det tager lang tid, men jeg skal nok nå i mål. Ikke kun for min skyld, men for min families skyld også, så de igen kan mærke, at jeg er her. Og om ikke andet for min brors skyld. Han fortjener at se, at jeg kæmper for at få mig selv tilbage, at blive et helt menneske igen. Hullet vil altid være der, for jeg mangler en kæmpe brik. Men jeg vil leve livet, jeg vil nyde hver dag og jeg vil lære af hver en ting, som kommer. Dét her, det er mit liv og jeg vil lære at elske det igen!
Den største opgave er, at komme til at elske mig selv igen – og det er jeg i gang med…

Kys fra mig, SDK.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det at miste....