Jeg går rundt med en følelse af, at jeg er forkert, siden jeg fik at vide, at jeg har en depression. Jeg er psysisk syg, men der er egentlig ikke nogen som kan sætte sig i mit sted. Jeg føler folk kigger mærkeligt på mig, når jeg fortæller at jeg er syg. For ja, der er “ingenting” galt med mig, udadtil. Det som rigtig mange mennesker ikke forstår, er alle de ting man går og kæmper med hver dag. Jeg er blevet mere asocial, jeg vil helst bare gerne være mig selv, jeg kan ikke overskue ret mange ting og jeg magter slet ikke skænderier, eller når ting ikke vil, som jeg vil. Jeg havde i forvejen ikke meget tålmodighed, men efter min brors død, har jeg også fundet ud af, at der er ting i livet, som kan være fuldstændig ligegyldige, og rigtig mange ting, som bare er for dumme at tænke over eller blive sur over. Herregud, ja, man har skænderier i et forhold, og ja man er uenig om mange ting med familie eller venner, men det er også det der er fantastisk hos os mennesker.  Vi har ikke alle de samme meninger og holdninger, og gudskelov for det, for så ville det sgu da være røvkedeligt at bo i dette samfund. Når man først har mærket et savn og har mistet en der er så tæt på, så kan det være skide ligemeget, at man mister en handske, eller mister en neglelak, for det er jo altså stadig en død ting, det er materielle ting, som man heldigvis kan købe igen. Man kan desværre ikke få de afdøde tilbage igen, men hvis man kunne, ville jeg for alt i verden ønske, at jeg kunne få min elskede bror tilbage!
Nå, men jeg kan ikke lade være med, at tænke om folk tænker, at jeg er en anden tosse der bare går og sumper rundt i min egen verden. Det er hårdt at være syg, det er hårdt at man ikke kun skal tænke over, alle de ting som flyver rundt i hovedet, men at man også skal bydes på dette tabu, som det åbenbart er, at være psykisk syg. Jeg er så ærgerlig over, at der ikke er ret mange mennesker, som kan eller vil sætte sig i vores sted. Det er sgu svært nok, at komme igennem det, men det ville da være nemmere, hvis man bare en gang imellem ikke blev mødt af de skæve blikke. Jeg er ikke én som søger medlidenhed, fordi jeg er syg. Jeg vil bare rigtig gerne have, at dem man møder tør at stille spørgsmål, at man ikke bliver mødt af disse mennesker som ikke tør at spørge, hvordan man har det. Jeg er en åben bog, jeg fortæller gladeligt omkring alt hvad der er sket, det kræver bare at man gider/tør spørge. Det er ikke pest jeg render rundt med, det er min egen kamp hver dag, det smitter ikke!
Jeg vil hellere, at folk spørger mig, i stedet for at der bliver lavet teorier eller historier. Gå til hovedet, ikke til røven!
Jeg kan godt selv nogle gange føle, at jeg er en belastning for samfundet, at jeg ikke burde være sygemeldt, for jeg er jo “rask”. Altså, på de gode dage. Jeg har stadig nedture, jeg har stadig angstanfald. Jeg kan ikke garantere, at jeg aldrig vil have en dårlig dag igen, men der bliver heldigvis færre og færre af dem!
Jeg ved jeg er en stærk person, og der nok skal komme en dag, hvor jeg føler mega overskud og kan se mig selv i fremtiden igen. Lige nu handler det om, at komme igennem det her, at glæde sig over fremtiden, alle de ting jeg gerne vil. At tage én dag ad gangen…
Jeg er tit ramt af en skyldfølelse, som kan gå flere år tilbage. Jeg har lyst til at undskylde for 117 ting, som måske er 10 år gamle. Men det er denne følelse af ikke at være god nok mere. Jeg har mange ting, som jeg ikke føler mig tilstrækkelig til. Det er svært at skulle blive ved med, at overbevise sig selv om, at det hele for fanden da nok skal gå. At Rom ikke blev bygget på én dag, man vil bare så gerne, at man snart kan finde noget ro og noget overskud. Jeg havde ingen idé om, at det rent faktisk var så hårdt at gå igennem det her, jeg går med en kæmpe sorg og afsavn og ovenikøbet er der så mange psykiske faktorer, som gør det svært at se sig ud af dagen i morgen. Jeg ønsker blot at være livsglad igen!

Det er ikke kun mig som har denne “sygdom”, det er faktisk hver 5. dansker, og jeg vil bide mig selv i næsen på, at det ikke kun er mig der føler sig forkert. Føler sig overset og føler at man er helt alene. Jeg vil så gerne kunne beskrive hvordan det er, men det er så svært, for oftest kan man ikke selv forklare, hvad det er der sker. Her kommer et svar på det:

“Hvad er depression

Lad os starte med at slå fast, at depression er en sygdom. De fleste af os bruger ind imellem vendingen ”Jeg er deprimeret”, hvis vi har en dag, hvor alting virker sort, men det betyder ikke, at vi har en depression. Det dårlige humør går som regel hurtigt over igen, og det gør det ikke, hvis man har en depression. Og den syge kan heller ikke bare ”tage sig sammen”.

Depression er en alvorlig lidelse. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) placerer depression på en fjerdeplads over de 10 sygdomme i verden, som giver anledning til det største tab af livskvalitet og leveår.

En depression kan vise sig på forskellige måder. Ifølge Poul Videbech føler nogle deprimerede sig kede af det eller er triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er som om, deres følelser er lammede. De er trætte og har umådeligt svært ved at tage sig sammen til noget som helst.

Ofte plages man af skyldfølelse og selvbebrejdelser over ikke at slå til eller over ting, man har gjort forkert på et tidligere tidspunkt. Nogle har svært ved at falde i søvn, eller også vågner de mange gange. Andre har en særdeles pinefuld indre uro, rastløshed og angst, som gør, at de ikke kan finde hvile.

Mange deprimerede får selvmordstanker, og det skal altid tages alvorligt, understreger Poul Videbech, der oplyser, at sundhedsmyndighederne skønner, at mellem 10 og 15 procent af de svært deprimerede begår selvmord, hvis ikke de får behandling. Ifølge Sundhedsstyrelsen tyder undersøgelser af selvmordsofre på, at omkring 60 procent var deprimerede.”

Jeg hedder Sisse. Jeg er 22 år gammel. Jeg mistede min bror til selvmord d. 26/9-2015. Jeg fik konstateret en depression Januar 2016. Det her det er mig, og jeg er stærk nok til at tage alle de kampe op, der kommer i livet. Jeg synes ikke det er tabu at have en depression, det er blot resultatet i at være for stærk, alt for længe! 

Jeg har altid været en glad og smilende person. Jeg har altid kunnet grine uanset hvad. Jeg har altid været med på det værste, jeg har aldrig holdt mig tilbage med noget. Det har været mig, der har været den fjollede, den skøre og den der har kunnet få andre til at grine.
Nu er der ikke rigtig plads til det mere, for jeg har tabt mig selv. Jeg har tabt den person jeg var, igennem sorgen. I starten kunne jeg ikke genkende mig selv, jeg følte ikke jeg kunne tillade mig selv, at grine over noget, jeg havde mest af alt bare lyst til at sidde i et hjørne helt for mig selv. Og græde…
Jeg begyndte at miste livsglæden, begyndte at glemme, hvad jeg var lykkelig for, hvad der gjorde mig glad. Jeg følte ingenting, mange dage har jeg følt mig tom indeni, og har ikke kunnet sætte ord på noget som helst. Har haft lyst til at rejse et sted hen, hvor ingen kendte mig. Flygte fra virkeligheden. For virkeligheden stod og bankede på hver morgen jeg vågnede og jeg kunne næsten ikke klare presset mere. Hvad fanden gør man så, når det hele begynder at skride fra hinanden?
Man hanker op i sig selv, ser problemet i øjnene og gør noget ved det. Det var starten for mig i 2016. Tog til læge og fik konstateret, at jeg har en depression. Dét i sig selv, var en kæmpe mundfuld. Jeg var fattet da jeg gik derfra og ringede og fortalte det til min mor, der var ikke spor at mærke på mig. Min kæreste kom hjem og spurgte hvordan det gik hos lægen, da ordet depression kom ud af min mund, kollapsede det hele for mig. Dá kunne jeg pludselig høre, hvad jeg selv sagde. Jeg måtte undersøge, hvad en depression ville sige sig. Jeg googlede det… Shit..
Så var det ikke for sjovt det jeg havde oplevet med mig selv. Mærket, at jeg havde tabt mig selv fuldstændig. Jeg fik ringet til en psykolog og fik startet mit forløb op. Jeg kunne hurtigt se, hvad der tegnede sig af mønster. Ting fra fortiden, som jeg ikke har fået rodet bod på. Og min brors pludselige død oveni, havde fået mig ned i kuldkælderen. Hvad gør man lige…
Efter første gang ved psykologen følte jeg mig afslappet, det føltes som om der var faldet 10 kg fra mine skuldre. Nogle ting jeg har gået med alle de år, havde jeg pludselig fået ud. Det var befriende.
Jeg begyndte at indse, at jeg ikke kunne blive ved med, at leve i fortiden. Jeg kunne ikke blive ved med at kigge tilbage, jeg måtte kigge fremad nu. Jeg vil selv giftes og stifte en familie, så nytter det ingenting at hænge i fortiden og ønske, at man havde gjort eller sagt en masse ting, for sket er sket. Jeg har taget mange lange snakke med min søster og min kæreste om disse oplevelser og fundet ud af, at alt hvad jeg har kært, alt hvad jeg har omkring mig, er lige præcis den største grund til at finde sig selv. Der er ingen i min familie der fortjener, at se at der er endnu en der mister sig selv.
Jeg har altid været for god til at hjælpe andre før jeg har hjulpet mig selv. Sådan var det også efter min brors død og der måtte gå 4 måneder før jeg blev ramt af det første angstanfald, og virkelig kunne mærke, at der var noget rivravruskende galt. Jeg havde aldrig prøvet det før, så selve oplevelsen chokerede mig rigtig meget. Det er pisse ubehageligt for at være ærlig. Hele kroppen kører rundt, man kan ikke finde ud af noget som helst, man mister pusten og man stortuder. Jeg ved ikke om det var et lille kald fra min krop som sagde: Nu tager du dig sammen, det er dig det her handler om, ikke andre!.
Efterfølgende har jeg haft 3 angstanfald og jeg får dem gerne, hvis jeg ikke lige husker at passe på mig selv. Jeg kan mærke på mig selv, hvis jeg begynder at ‘fade’ lidt væk, hvis jeg bliver lidt fjern, så ved jeg, at jeg skal lave noget andet. Det er stadig ikke nemt og jeg har ikke helt fundet mig selv endnu. Det tager lang tid, men jeg skal nok nå i mål. Ikke kun for min skyld, men for min families skyld også, så de igen kan mærke, at jeg er her. Og om ikke andet for min brors skyld. Han fortjener at se, at jeg kæmper for at få mig selv tilbage, at blive et helt menneske igen. Hullet vil altid være der, for jeg mangler en kæmpe brik. Men jeg vil leve livet, jeg vil nyde hver dag og jeg vil lære af hver en ting, som kommer. Dét her, det er mit liv og jeg vil lære at elske det igen!
Den største opgave er, at komme til at elske mig selv igen – og det er jeg i gang med…

Kys fra mig, SDK.

Jeg har ikke før udtrykket mig klart, før i dag. Jeg tror ikke jeg kan skære det mere ud i pap, end det jeg kommer til. Spørgsmålet er, om I kan sætte Jer ind i det følelsesregister jeg lever i lige nu og om I vil kunne forstå det?

Jeg mistede min bror d. 26/9-15 til den anden side. Den side vi går og frygter for, at skulle opleve for tidligt, hver dag. Han tog selv valget om, at skulle forlade os. Han tog selv valget om, at tage herfra ALT for tidligt. Han havde kæmpet med nogle indre dæmoner alt for længe. Nogle han ikke kunne klare, nogle han ikke kunne overvinde. Jeg har altid set ham som den stærkeste af de 5 søskende vi er/var. Han var klippen for os alle, den som havde det samlede overblik. Han behøvede ikke at skulle se os hver dag, hver uge. Men han kunne hurtigt se, hvis vi havde brug for en snak, et kram eller bare en dårlig joke, som han var mesteren over. Han var den kærligste bror, han havde en kæmpe betydning for os alle i familien. Han var på mange måder, den som jeg kunne snakke om rigtig mange forskellige ting med, nogle alvorlige ting. Han afhjalp mig med et problem som var meget velkendt for ham, nemlig starten på en depression. Vi gik en dag en tur i skoven for 3 års tid siden, hvor vi snakkede om alt. han begyndte at spørge mig ind til rigtig mange ting, og inden jeg fik set mig om, brød jeg fuldstændig sammen. Han havde opdaget et problem hos mig, som ingen af de som jeg gik op og ned af til hverdag, havde kunnet se. Jeg havde det psykisk dårligt. Og selvom vi ikke havde set hinanden i noget tid, kunne han fornemme det på mig med det samme.
Derfor har jeg altid set ham som den stærke af os. Han kunne rumme sine egne problemer, men også hjælpe os andre med, at finde ud af, hvad vi skulle gøre.

Jeg vidste godt, at han ikke havde haft det godt, men når jeg så ham var der ingenting at mærke på ham. Han var altid glad, i godt humør og var den som altid brændte latterlige jokes af. Han kunne fortælle en masse gode historier. Han var så hyggelig, sjov og bare sig selv. Han har altid været den der har været skide ligeglad med, hvad andre mente og tænkte om ham.

I dag når jeg sidder her og læser det igennem som jeg har skrevet, kan jeg ikke helt se, hvem det er jeg egentlig skriver om. For jeg har en idé om, at han lige pludselig ringer, at han står her en dag. Jeg kan ikke tro, at han er væk. Der er sådan et tomrum indeni kroppen…